Katastrofen

Jeg vågner op, stadig inde i flyet. Der er stille. Alt for stille. Jeg prøver at se rundt i flyet, men kan jeg ikke. Der er helt mørkt af røg, så jeg begynder at hoste med det samme. En voldsom hoste, hvor jeg tager mig til hovedet og prøver at kravle ud. Det føles dog som om, at aldrig kan komme ud. Lige pludselig finder jeg et meget svagt lys, hvor jeg prøver at kravle efter lyset. Er lige kommet ud, hvor jeg smider mig på sandet. Efter få sek., kan jeg se at sandet er helt rødt, hvor jeg skriger. Kan mærke en skarp, smerte i hovedet. Tager mig selv til hovedet, hvor jeg kan mærke et hul på 5 cm. Tager mig selv til hovedet, for at prøve at stoppe blødningen. Tager min t-shirt af og binder den om min pande.

Tænker at der er måske nogle, som har behov for hjælp? Kigger hen på flyet, hvor det chokere mig, at det er delt i tre dele. Det må have været et virkelig voldsomt styrt, som vi var ude for. Pludselig ud i den blå luft, kan jeg høre en mumlen. Skynder mig at løbe hen mod flyet, hvor jeg springer fra del til del, hvor der er ingen som er overlevet. Går ind i den sidste del, nemlig bagerst. Det er forfærdeligt syn, mennesker ligger på jorden, blod over alt. Det chokere mig endnu mere, at alle de tre mennesker som sad med mig er overlevet. Jeg spørg om de er okay, hvor de de nikker til mig, meget chokeret. Jeg beslutter mig for at trække den gravide kvinde ud først, hvor jeg tager de to andre mænd ud bagefter. Først der går det op for os, at vi er alene og ude i ørkenen. Der er en stille brise, hvor det understreger hvor alene vi er. Ingen vil muligvis aldrig opdage os, hvor vi beslutter os for at tage hinanden i hænderne og bede til gud. Bede om hjælp, som vi håber på vil blive hørt.


Billedet hvor vi er, midt ude i ingen ting.

Her er det sidste billede af vores Pilot, Michael. Han blev kun 60 år.