Flyturen til Australien

Jeg går ind i flyet og prøver at finde min plads. Kigger rundt på sæderne, ser jeg skal sidde bagerst med 3 andre. To af dem er så nyforelsket, at det gør en helt glad at se på. Desuden tror jeg også at de venter deres første barn, for man kan se de stråler af lykke, hvor faren hele tiden snakker til barnet. Det gør mig helt blød om hjertet. På den anden side af mig, sidder en lidt ældre herre som giver mig hånden. Han ligner en normalt ældre herre, vil jeg tro. Han bærer briller, har en fin skjorte på og bare nogle cowboy bukser på. På hans venstre arm, har han et gammelt ur, som næsten kunne ligne et arvestykke. Han giver sig til at læse en avis, som han trækker op af lommen. Det ser nærmest ud som om, at hans briller vil ryge af hans markante næse.
Jeg kigger på det kære, ældre par som sidder foran mig. Konen bliver ved med at rette på hendes mands slips, for hun hele tiden synes det sidder forkert. Man kan se på dem, at de elsker hinanden ubetinget.

Endelig melder piloten om, at vi er på vej til Australien, hvor stewardessen melder kort tid efter, at vi skal huske at spænde vores sikkerhedesseler. Jeg spænder selen, hvor jeg så giver mig til at læse en bog. Kan allerede mærke det bliver en lang rejse, bare endda i flyet. 

Jeg vågner, hvor jeg så finder ud af, at jeg åbenbart har sovet i flere timer. Kigger rundt, hvor jeg så ser at alle sover. Der er fuldkommen stille, bortset fra en lav snorken fra ham den ældre mand som sidder ved siden af mig. Jeg giver mig til at læse videre i min bog, som hedder Strandet i ørkenen. Der giver et ryk i flyet, hvor alt ryster. Så giver en lille pige sig til at græde, hvor hun spørg sin mor om, hvad skete der. Hendes øjne så ALT for store ud til, at kunne være i hendes lille ansigt. Moren prøver at gøre hende rolig, ved at nusse hende over håret, men man kan også se at hun er bekymret. Folk begynder at slappe af igen, men så kommer der er nyt ryk, hvor hele flyet bliver rykket ned af. Folk skriger og græder, hvor en stewardesse så siger over højtaleren, at vi skal bevare overblikket. Allerede 10 sek. efter hun siger det, lander vi mod jorden med en ordentlig fart, hvor skrigene stopper med det samme efter efter vi er kommet ned på jorden.