1 år efter redningen

Jeg er hjemme, hos min dejlige familie. Jeg er begyndt at sætte meget mere pris på dem, end jeg gjorde førhen. Selvom det er et år siden jeg var i ørkenen, har jeg det stadig hårdt. Lige da jeg kom hjem, begyndte jeg at gå til psykolog. Har ofte mareridt der hvor vi styrter ned og hvor jeg dør. Det er meget forfærdeligt, men min familie hjælper mig så meget i gennem det her. Jeg elsker dem så højt og mere til.
Har stadig heldigvis kontakt til de andre, især Anders. Vi ser hinanden ca. en gang om måneden, fordi vi kun bor 1 time fra hinanden. Vi er blevet meget tætte, efter alt det vi har været i gennem. Ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham, for han ved hvordan jeg havde det og det gør min familie jo ikke. Ham vil jeg aldrig i mit liv nogensinde kunne undvære igen.
Det går også godt med Signe og Michael, de havde desværre mistet deres barn. De er ved at have det godt igen, for hun blev gravid for anden gang. Fået en lille pige som hedder Mathilde, som er så bedårende. De går også til psykologhjælp, pga. det tab de har været i gennem.

Selvom jeg er ved at blive gladere, har jeg det stadig svært. Et hul indeni mig, som aldrig vil blive helet med tiden eller år. Så er det dog godt, at jeg har mine tre venner som jeg kan snakke med om vores erfaringer.

Jeg elsker jer. Hver og en.

Redningaktionen

Vi ligger alle sammen, fordi vi er så udmattet. Pludselig vågner jeg, hvor jeg kan høre noget larm i det fjerne. Jeg skynder mig at vække dem alle, hvor vi så skriger og vinker. Vi tror straks det er en helikopter og det viser sig at vi har ret. Jeg tror at vi fortsætter det i en halv time, vil jeg tro. Helikopteren flyver over os og sætter kurs nedad. Vi hviner af glæde, hvor vi til vores store begejstring at vi bliver reddet.
En mand kommer ud, piloten vil jeg gætte på. Han bliver meget chokeret og ser helt trist ud, da han opdager flyet. Alle de døde. Han spørg os, om det var os danskere på vej til Australien. Vi siger ja, hvor han siger beroligende til os, at han nok skal få os hjem. Jeg græder og græder, kan ikke stoppe. Kan overhovedet ikke fatte, at jeg skal hjem til lille Danmark igen. Vi kigger alle fire på hinanden og giver et stort kram. Siger at vi vil love, at vi aldrig må miste kontakten. Piloten tager os med, hvor vi nu er på vej til lille Danmark ...



Fantastiske og meget savnet, Danmark.

Mad og Gud

Vores vand er sluppet op og mad. Vi har ledt alt hvad vi kan, under grene, inde i flyet og selv under stene. Jeg ved, hvis vi ikke snart får noget mad, så vil vi dø. Man kunne også se på vores kroppe, at vi ikke fik ordenligt mad. Vi var så tynde, at man skulle tro at vi var et levende skellet. Et meget ubehageligt syn.

Så Gud, vær' sød at red os. Jeg vil hjem til min elskede mor og far, savner dem så højt. Vil ikke have, at de skal være bekymret for mig. Gud, hvis jeg ikke kommer tilbage .. Vil du så vær' sød at sige til dem, at jeg elsker dem ubeskrivelig højt og vil altid være hos dem. Amen. 

Sammenhold

Vi kan ikke klare at være her længere. Michael er brudt fuldstændig sammen, snakker med ingen længere. Ingen gang Signe. Han kigger altid ud i luften, med store øjne. Han kan ikke græde længere, tårene er sluppet op. Det er hjerteskærende at se på. Signe er hellere ikke sig selv længere, hun græder og skriger hele tiden. Hun tror deres barn er død. Hun kan ikke længere mærke noget spark eller noget, hun er meget bekymret.

Selv modige Anders, kan ikke noget længere. Ingen gang give os et smil, at alt nok skal gå. Det eneste han kan tage sig sammen til, er at spille lidt med mig. Hver gang vi spiller, snakker han om sit nye barnebarn, som han muligvis aldrig kommer til at møde. Det skærer ham i hjertet, ødelægger hans hjerte endnu mere, end det var før.

Mit håb er også blevet slukket, jeg tror aldrig vi bliver reddet. Det eneste holder mig i live er, at jeg ikke er alene. Vi er samlet, enten bliver vi reddet eller dør sammen. Jeg vil være tilfreds med begge dele.

Noget kom ned fra himlen ...

I dag da vi var ved at snakke sammen, om vores familier, kom der pludselig noget ned fra himmelen. Det var en papkasse hvor der var noget kiks, to colaer, 4 flasker vand et spil kort, ti stykker blandet frugt og to pakker rugbrød. Vi var så glade, vidste at vi ville kunne overleve i længere tid. Resten af den dag, undrede vi os over hvor det kom fra. Fra Gud? Fra nogle fly? Nogen havde opdaget os? Jeg gættede på det første, virkede mest sandsynligt. Jeg bad til gud om, at jeg håber at jeg kommer til at se min familie igen. Helst snart, savner min forvirrede, skønne mor.

Helikopter

I går nat, kunne jeg hører alle de andre. Jeg havde vækket dem alle sammen, hvor vi hoppede og dansede. Da den fløj over os, skreg vi af alle sammen af glæde og hoppede endnu mere. Allerede efter 1 min. var den væk igen, den opdagede os ikke. Jeg blev meget skuffet, troede endelig jeg skulle til at se min familie igen, som jeg ikke vil gætte på, hvor lang tid jeg havde undværet dem. Det var så hårdt, især i den her forfærdelige tid. Den nat, fik jeg ikke noget søvn. Jeg græd lige ind til solen stod op og troede alt håbet var ude.



Jeg tog et billede af helikopteren, det gør mig meget ked af det, af at se på det.

En måned senere

Vi kan ikke forstå, at vi ikke er blevet redet endnu. Anders og jeg snakker om det hver dag, vi håber snart vi bliver fundet. Jeg var ude at lede efter noget mad i går, men kunne ikke finde noget, bortset fra to bananer i flyet og en lille sjat vand. Michael blev mere urolig dag for dag, han var så bange for at deres barn vil sulte. Så når vi skulle dele mest mad og vand ud, var det til hende. 

Jeg kan ikke klare at være her længere, jeg savner at være der hjemme. Sammen med min elskede søster, Mathilde. 

Dagen efter

Vi er lige alle sammen vågnet fra en meget urolig nattesøvn, hvor der er en masse lyde, som man ikke har været van til. Jeg kigger over på dem allesammen og er glad for jeg ikke er alene. Michael ser meget urolig ud, nok bange for om hans barn vil overleve. Han er helt beskidt. I ansigtet har han dags gamle skægstubbe, jorden tværet i ansigt og fået blåt øje. Hans brune hår er helt filtret ind, hvor det dækker meste af hans pande. Man kan kun lige akkurat, se hans øjne. Når man ser længere ned, ser man at hans skjorte er revet itu, som er fyldt med blodpletter på. På hans bukser, er der åbenbart ikke sket noget. Det er bare et par helt almindelige jeans, som han har valgt brætte op ved læggen. Michael er en meget stille mand, han tænker mere end han snakker. Nogle gange bliver han så vred, at vi er fanget her ude i ingen ting, så han giver sig til at græde. Det kan han fortsætte med i flere timer, som er helt hjerteskærende at se på.
Hans kære, urolige hustru Signe er helt anderledes. Hun kærtegner hele tiden maven, og kalder den Prik. Snakker om, at de nok skal blive reddet. Alle sammen, men det er svært at bevare håbet, kan man se i hendes øjne. Når man ser på hendes krop, er hun utrolig nok ikke kommet til skade. Hvordan ved jeg ikke, men er lettet over det. Når man kigger på hendes ansigt, er hendes lyse hår sat op i en hestehale. Hun har store, blå øjne som fylder i hendes øjne. Det er det flotteste ved hende, er alt. Hun klapper og trøster også hele tiden sin mand, hun kan ikke lide, at han er bekymret.
Anders er som sagt, en ældre herre. Kort klippet, helt gråt hår. Han har briller på, som ser meget små ud i hans lille ansigt. Han har også en skjorte på, som man ikke vil kalde en skjorte længere. Den er blevet brændt flere forskellige steder, så den er helt sort. Han har også shorts på, som ikke er kommet noget til. Anders er ham, som er lederen i vores gruppe. Det er ham, som prøver at bevare overblikket, når vi allesammen har mistet det. Det er ham som leder efter brænde og prøver at finde mad. Kan rigtig godt lide Anders, er så glad for han er med.
I går fandt han to slanger og en flaske vand fra flyet. Han havde parteret dem, og lagt dem på et lille bål han havde lavet.
Jeg vidste allerede nu, at det ville blive en meget hård tid her i ørkenen.

Katastrofen

Jeg vågner op, stadig inde i flyet. Der er stille. Alt for stille. Jeg prøver at se rundt i flyet, men kan jeg ikke. Der er helt mørkt af røg, så jeg begynder at hoste med det samme. En voldsom hoste, hvor jeg tager mig til hovedet og prøver at kravle ud. Det føles dog som om, at aldrig kan komme ud. Lige pludselig finder jeg et meget svagt lys, hvor jeg prøver at kravle efter lyset. Er lige kommet ud, hvor jeg smider mig på sandet. Efter få sek., kan jeg se at sandet er helt rødt, hvor jeg skriger. Kan mærke en skarp, smerte i hovedet. Tager mig selv til hovedet, hvor jeg kan mærke et hul på 5 cm. Tager mig selv til hovedet, for at prøve at stoppe blødningen. Tager min t-shirt af og binder den om min pande.

Tænker at der er måske nogle, som har behov for hjælp? Kigger hen på flyet, hvor det chokere mig, at det er delt i tre dele. Det må have været et virkelig voldsomt styrt, som vi var ude for. Pludselig ud i den blå luft, kan jeg høre en mumlen. Skynder mig at løbe hen mod flyet, hvor jeg springer fra del til del, hvor der er ingen som er overlevet. Går ind i den sidste del, nemlig bagerst. Det er forfærdeligt syn, mennesker ligger på jorden, blod over alt. Det chokere mig endnu mere, at alle de tre mennesker som sad med mig er overlevet. Jeg spørg om de er okay, hvor de de nikker til mig, meget chokeret. Jeg beslutter mig for at trække den gravide kvinde ud først, hvor jeg tager de to andre mænd ud bagefter. Først der går det op for os, at vi er alene og ude i ørkenen. Der er en stille brise, hvor det understreger hvor alene vi er. Ingen vil muligvis aldrig opdage os, hvor vi beslutter os for at tage hinanden i hænderne og bede til gud. Bede om hjælp, som vi håber på vil blive hørt.


Billedet hvor vi er, midt ude i ingen ting.

Her er det sidste billede af vores Pilot, Michael. Han blev kun 60 år.

Flyturen til Australien

Jeg går ind i flyet og prøver at finde min plads. Kigger rundt på sæderne, ser jeg skal sidde bagerst med 3 andre. To af dem er så nyforelsket, at det gør en helt glad at se på. Desuden tror jeg også at de venter deres første barn, for man kan se de stråler af lykke, hvor faren hele tiden snakker til barnet. Det gør mig helt blød om hjertet. På den anden side af mig, sidder en lidt ældre herre som giver mig hånden. Han ligner en normalt ældre herre, vil jeg tro. Han bærer briller, har en fin skjorte på og bare nogle cowboy bukser på. På hans venstre arm, har han et gammelt ur, som næsten kunne ligne et arvestykke. Han giver sig til at læse en avis, som han trækker op af lommen. Det ser nærmest ud som om, at hans briller vil ryge af hans markante næse.
Jeg kigger på det kære, ældre par som sidder foran mig. Konen bliver ved med at rette på hendes mands slips, for hun hele tiden synes det sidder forkert. Man kan se på dem, at de elsker hinanden ubetinget.

Endelig melder piloten om, at vi er på vej til Australien, hvor stewardessen melder kort tid efter, at vi skal huske at spænde vores sikkerhedesseler. Jeg spænder selen, hvor jeg så giver mig til at læse en bog. Kan allerede mærke det bliver en lang rejse, bare endda i flyet. 

Jeg vågner, hvor jeg så finder ud af, at jeg åbenbart har sovet i flere timer. Kigger rundt, hvor jeg så ser at alle sover. Der er fuldkommen stille, bortset fra en lav snorken fra ham den ældre mand som sidder ved siden af mig. Jeg giver mig til at læse videre i min bog, som hedder Strandet i ørkenen. Der giver et ryk i flyet, hvor alt ryster. Så giver en lille pige sig til at græde, hvor hun spørg sin mor om, hvad skete der. Hendes øjne så ALT for store ud til, at kunne være i hendes lille ansigt. Moren prøver at gøre hende rolig, ved at nusse hende over håret, men man kan også se at hun er bekymret. Folk begynder at slappe af igen, men så kommer der er nyt ryk, hvor hele flyet bliver rykket ned af. Folk skriger og græder, hvor en stewardesse så siger over højtaleren, at vi skal bevare overblikket. Allerede 10 sek. efter hun siger det, lander vi mod jorden med en ordentlig fart, hvor skrigene stopper med det samme efter efter vi er kommet ned på jorden. 

Aalborg Lufthavn

Så er jeg kommet til Aalborg Lufthavn, hvor jeg smiler et stort, ægte smil. Taxachaufføren rækker mig min kuffert, hvor jeg giver ham nogle penge og siger god dag. Jeg går indenfor og kan ikke forstå, det er i dag, hvor jeg skal være væk fra Danmark i et år. Kigger rundt og ser at skranken er lige foran mig, hvor jeg så går derhen for at få min billet. Da jeg har fået min billet, går jeg ind i min gate og venter på at mit fly bliver kaldt op. Jeg giver mig til at læse en avis og spiser lidt frokost, kan dog ikke rigtig koncentrer mig. Sidder at tænker på hvad jeg skal opleve, opleve Sidney, gå lange tur, leve det vilde natteliv og bare være på stranden. Som sagt, jeg glæder mig så meget til, at komme afsted. Væk fra kolde Danmark. Endelig bliver mit fly råbt op, så jeg går hen mod flyet.



Det fly vi skulle flyve med til Australien.


Her sidder der nogle af passagerne, som skal med til Australien.

Min rejse til Australien

Jeg havde altid drømt om at komme til Australien, nu skete det endelig. Kunne ikke forstå at det var i dag, hvor jeg desuden også skulle undvære min familie i et helt år. Selvom jeg vidste, at det ville blive hårdt, glædede jeg mig rigtig meget. Jeg skal afsted om en time, så jeg sørger for at nyde den sidste tid med min mor, far og søster. Vi hygger og joker, men jeg kan se min mor er meget bekymret for mig. Selvom jeg er er hendes ældste barn, behandler hun mig stadig som hendes lille søn. Min taxa er lige ankommet, så jeg kysser og krammer min familie på skift. Min mor græder og siger at jeg skal passe på mig selv, det lover jeg. Jeg giver min mor et sidste kys, hvor jeg så går ind i min taxa.