Jeg er hjemme, hos min dejlige familie. Jeg er begyndt at sætte meget mere pris på dem, end jeg gjorde førhen. Selvom det er et år siden jeg var i ørkenen, har jeg det stadig hårdt. Lige da jeg kom hjem, begyndte jeg at gå til psykolog. Har ofte mareridt der hvor vi styrter ned og hvor jeg dør. Det er meget forfærdeligt, men min familie hjælper mig så meget i gennem det her. Jeg elsker dem så højt og mere til.
Har stadig heldigvis kontakt til de andre, især Anders. Vi ser hinanden ca. en gang om måneden, fordi vi kun bor 1 time fra hinanden. Vi er blevet meget tætte, efter alt det vi har været i gennem. Ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham, for han ved hvordan jeg havde det og det gør min familie jo ikke. Ham vil jeg aldrig i mit liv nogensinde kunne undvære igen.
Det går også godt med Signe og Michael, de havde desværre mistet deres barn. De er ved at have det godt igen, for hun blev gravid for anden gang. Fået en lille pige som hedder Mathilde, som er så bedårende. De går også til psykologhjælp, pga. det tab de har været i gennem.
Selvom jeg er ved at blive gladere, har jeg det stadig svært. Et hul indeni mig, som aldrig vil blive helet med tiden eller år. Så er det dog godt, at jeg har mine tre venner som jeg kan snakke med om vores erfaringer.
Jeg elsker jer. Hver og en.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar