1 år efter redningen

Jeg er hjemme, hos min dejlige familie. Jeg er begyndt at sætte meget mere pris på dem, end jeg gjorde førhen. Selvom det er et år siden jeg var i ørkenen, har jeg det stadig hårdt. Lige da jeg kom hjem, begyndte jeg at gå til psykolog. Har ofte mareridt der hvor vi styrter ned og hvor jeg dør. Det er meget forfærdeligt, men min familie hjælper mig så meget i gennem det her. Jeg elsker dem så højt og mere til.
Har stadig heldigvis kontakt til de andre, især Anders. Vi ser hinanden ca. en gang om måneden, fordi vi kun bor 1 time fra hinanden. Vi er blevet meget tætte, efter alt det vi har været i gennem. Ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham, for han ved hvordan jeg havde det og det gør min familie jo ikke. Ham vil jeg aldrig i mit liv nogensinde kunne undvære igen.
Det går også godt med Signe og Michael, de havde desværre mistet deres barn. De er ved at have det godt igen, for hun blev gravid for anden gang. Fået en lille pige som hedder Mathilde, som er så bedårende. De går også til psykologhjælp, pga. det tab de har været i gennem.

Selvom jeg er ved at blive gladere, har jeg det stadig svært. Et hul indeni mig, som aldrig vil blive helet med tiden eller år. Så er det dog godt, at jeg har mine tre venner som jeg kan snakke med om vores erfaringer.

Jeg elsker jer. Hver og en.

Redningaktionen

Vi ligger alle sammen, fordi vi er så udmattet. Pludselig vågner jeg, hvor jeg kan høre noget larm i det fjerne. Jeg skynder mig at vække dem alle, hvor vi så skriger og vinker. Vi tror straks det er en helikopter og det viser sig at vi har ret. Jeg tror at vi fortsætter det i en halv time, vil jeg tro. Helikopteren flyver over os og sætter kurs nedad. Vi hviner af glæde, hvor vi til vores store begejstring at vi bliver reddet.
En mand kommer ud, piloten vil jeg gætte på. Han bliver meget chokeret og ser helt trist ud, da han opdager flyet. Alle de døde. Han spørg os, om det var os danskere på vej til Australien. Vi siger ja, hvor han siger beroligende til os, at han nok skal få os hjem. Jeg græder og græder, kan ikke stoppe. Kan overhovedet ikke fatte, at jeg skal hjem til lille Danmark igen. Vi kigger alle fire på hinanden og giver et stort kram. Siger at vi vil love, at vi aldrig må miste kontakten. Piloten tager os med, hvor vi nu er på vej til lille Danmark ...



Fantastiske og meget savnet, Danmark.

Mad og Gud

Vores vand er sluppet op og mad. Vi har ledt alt hvad vi kan, under grene, inde i flyet og selv under stene. Jeg ved, hvis vi ikke snart får noget mad, så vil vi dø. Man kunne også se på vores kroppe, at vi ikke fik ordenligt mad. Vi var så tynde, at man skulle tro at vi var et levende skellet. Et meget ubehageligt syn.

Så Gud, vær' sød at red os. Jeg vil hjem til min elskede mor og far, savner dem så højt. Vil ikke have, at de skal være bekymret for mig. Gud, hvis jeg ikke kommer tilbage .. Vil du så vær' sød at sige til dem, at jeg elsker dem ubeskrivelig højt og vil altid være hos dem. Amen. 

Sammenhold

Vi kan ikke klare at være her længere. Michael er brudt fuldstændig sammen, snakker med ingen længere. Ingen gang Signe. Han kigger altid ud i luften, med store øjne. Han kan ikke græde længere, tårene er sluppet op. Det er hjerteskærende at se på. Signe er hellere ikke sig selv længere, hun græder og skriger hele tiden. Hun tror deres barn er død. Hun kan ikke længere mærke noget spark eller noget, hun er meget bekymret.

Selv modige Anders, kan ikke noget længere. Ingen gang give os et smil, at alt nok skal gå. Det eneste han kan tage sig sammen til, er at spille lidt med mig. Hver gang vi spiller, snakker han om sit nye barnebarn, som han muligvis aldrig kommer til at møde. Det skærer ham i hjertet, ødelægger hans hjerte endnu mere, end det var før.

Mit håb er også blevet slukket, jeg tror aldrig vi bliver reddet. Det eneste holder mig i live er, at jeg ikke er alene. Vi er samlet, enten bliver vi reddet eller dør sammen. Jeg vil være tilfreds med begge dele.

Noget kom ned fra himlen ...

I dag da vi var ved at snakke sammen, om vores familier, kom der pludselig noget ned fra himmelen. Det var en papkasse hvor der var noget kiks, to colaer, 4 flasker vand et spil kort, ti stykker blandet frugt og to pakker rugbrød. Vi var så glade, vidste at vi ville kunne overleve i længere tid. Resten af den dag, undrede vi os over hvor det kom fra. Fra Gud? Fra nogle fly? Nogen havde opdaget os? Jeg gættede på det første, virkede mest sandsynligt. Jeg bad til gud om, at jeg håber at jeg kommer til at se min familie igen. Helst snart, savner min forvirrede, skønne mor.

Helikopter

I går nat, kunne jeg hører alle de andre. Jeg havde vækket dem alle sammen, hvor vi hoppede og dansede. Da den fløj over os, skreg vi af alle sammen af glæde og hoppede endnu mere. Allerede efter 1 min. var den væk igen, den opdagede os ikke. Jeg blev meget skuffet, troede endelig jeg skulle til at se min familie igen, som jeg ikke vil gætte på, hvor lang tid jeg havde undværet dem. Det var så hårdt, især i den her forfærdelige tid. Den nat, fik jeg ikke noget søvn. Jeg græd lige ind til solen stod op og troede alt håbet var ude.



Jeg tog et billede af helikopteren, det gør mig meget ked af det, af at se på det.

En måned senere

Vi kan ikke forstå, at vi ikke er blevet redet endnu. Anders og jeg snakker om det hver dag, vi håber snart vi bliver fundet. Jeg var ude at lede efter noget mad i går, men kunne ikke finde noget, bortset fra to bananer i flyet og en lille sjat vand. Michael blev mere urolig dag for dag, han var så bange for at deres barn vil sulte. Så når vi skulle dele mest mad og vand ud, var det til hende. 

Jeg kan ikke klare at være her længere, jeg savner at være der hjemme. Sammen med min elskede søster, Mathilde.